Hvad kan jeg lære?
AA
På kurset kan du lære at tackle smerter, så du kan komme videre med at leve et tilfredsstillende og meningsfyldt liv. Kurset vil give dig nogle værktøjer, som kan hjælpe dig med at tage udfordringen op.
På kurset arbejder vi med følgende:
Få hjælp til at blive en aktiv selvhjælper
Vi arbejder med en bred vifte af selvhjælpsfærdigheder. En pointe i dette kursus er, at du behøver hjælp til at blive en god selvhjælper. Dette kursus er skabt til at forbedre dine evner som aktiv selvhjælper. En aktivitet vi vil udføre hver uge på kurset er bl.a. at lave en handleplan.
Pacing: balance mellem aktivitet og hvile
At finde en balance mellem aktivitet og hvile kan være svært, når man har kroniske smerter.
Kurset vil give dig nogle ideer om, hvordan du kan styre dine aktiviteter, så du udnytter din tid bedre uden at blive udmattet. Evnen til at skabe en god balance mellem aktivitet og hvile er netop afgørende for at kunne tackle kroniske smerter.
Med pacing lærer du selv at finde balancen mellem aktivitet og hvile, så du kan udrette de ting, du vil hver dag, mens du har kontrol over smerterne.
Fysisk aktivitet og motion
Fysisk aktivitet holder dig i form, så du har styrke, udholdenhed og energi til at gøre de ting, du ønsker at gøre i hverdagen. At være i bedre kondition kan forbedre det at leve med kronisk smerte i det lange løb. På kurset gennemgår vi to træningsprogrammer ”bevæg dig let” og ”sådan kan du gå”.
Smertebehandling
Da smerte kan komme fra mange kilder, som omfatter sind, krop og sjæl, skal smertehåndtering være rettet mod alle disse kilder. På kurset bliver du præsenteret for en lang række teknikker, man kan bruge i sin smertebehandling.
Håndtering af nedtrykthed, vrede og tab af arbejdsevne
Daglig håndtering af kronisk smerte kræver energi og en positiv holdning. Det er normalt at opleve dårligt humør, vrede og frustration. Vi arbejder med den såkaldte smerte- og symptomcirkel og kommer omkring ideer til at håndtere nedtrykthed, vrede og tab af arbejdsevne. Vi kommer også omkring tegn på klinisk depression og hvornår man bør søge hjælp til at bearbejde depression og svære følelser.
Medicin og anden behandling af kronisk smerte
Der er to trin i forståelsen af medicinering mod kroniske smerter. For det første er der information om lægemidler i almindelighed, og for det andet hvordan du skal håndtere den medicin, du får.
Begge dele kommer vi omkring på kurset.
Spis sundt og få det bedre
Når man vil passe på sig selv, er det vigtigt at spise sundt.
Vi har fokus på hvorfor en sund, grundlæggende kost er et vigtigt redskab til at håndtere kroniske smerter.
Vi giver praktiske tips til sund mad og oplyser om fødevarer og drikkevarer, der kan hjælpe mod kroniske smerter. Endeligt oplyser vi om dem, der kan gøre smerten værre.
Kommunikation og kroniske smerter
Gode kommunikationsevner er en vigtig del af det at være en god selvhjælper med kroniske smerter.
Gode kommunikationsevner – klare, direkte udsagn og aktiv lytning – forebygger misforståelser. Uden en god kommunikation kan kronisk smerte medføre en ond cirkel af frustration, fortrydelse, hjælpeløshed og vrede – alle faktorer som kan påvirke dit liv i negativ retning og gøre dine smerter værre. Dette behøver ikke at ske.
Vi beskæftiger os med forskellige teknikker, der kan hjælpe dig med at forbedre din kommunikation.
En god nattesøvn
Søvnproblemer er meget almindelige hos mennesker med smerter. En undersøgelse af mennesker, der havde opsøgt en smerteklinik, viste, at to ud af tre havde søvnproblemer.
På kurset hjælper vi dig med at forstå mere om søvn og søvn i forhold til kroniske smerter og beskæftiger os med metoder, man kan bruge til at opnå en bedre søvn.
Hjælp til at læse hverdagsproblemerne
Endeligt introducerer vi nogle redskaber, du kan lade dig inspirere af, når du skal løse udfordringer og klare dagligdagen, fra du står ud af sengen om morgenen, til du går i seng om aftenen.