Om kurset
AA
Lær at tackle angst og depression er et kursus til mennesker, der har symptomer på angst og/eller depression.
Formålet med kurset er at styrke deltagernes fysiske og psykiske helbred samt livskvalitet. Dette gøres ved at de på kurset tilegner sig redskaber til at håndtere sygdom, symptomer og de problemer, der opstår i hverdagen som følge af sygdom.
Kurset forløber over 7 uger med undervisning en gang om ugen i 2,5 time.
Lær at tackle angst og depression er udviklet i et samarbejde mellem Stanford Universitet i Californien og The Expert Patient Program Community Interest Company samt det engelske sundhedsvæsen. Lær at tackle angst og depression er en pendant til kurset Lær at leve med kronisk sygdom og bygger på de samme sundhedspædagogiske principper.
Der undervises i emnerne:
• Introduktion til mental sundhed
• Refortolkning af myter om psykisk sygdom
• Handleplaner og problemløsning
• Kognitive teknikker til håndtering af symptomer: Positiv tænkning, afledningsteknikker, afspænding, visualisering
• Bedre vejrtrækning
• Fysisk aktivitet og psykisk velvære
• Sund kost og psykisk velvære
• Håndtering af vanskelige følelser
• Håndtering af depression
• Håndtering af angst
• Håndtering af træthed
• Håndtering af social isolation
• Håndtering af fysiske/psykiske smerter
• Opmærksomhed på hvad der udløser sygdom og tilbagefald
• Håndtering af tilbagefald
• Kommunikation og samarbejde med familie, venner og sundhedsvæsen
Målgruppe
Kursets henvender sig til mennesker over 18 år der har symptomer på angst og/eller depression. Deltagerne kan have angst og/eller depression som primære sygdom, men kan også have angst og/eller depression som følge af anden fysisk eller psykisk sygdom. Deltagerne behøver ikke have en egentlig diagnose på angst eller depression.
Instruktørerne
Undervisningen varetages af 2 frivillige instruktører, der selv har personlig erfaring med angst og/eller depression. Instruktørerne er uddannede og certificerede til at kunne undervise på kurset.
Hvem kan udbyde kurser
Lær at tackle angst og depression kan udbydes af kommuner, regioner og patientorganisationer.