Det er LÆR AT TACKLE, der har givet mig så meget, at jeg har turdet smide medicinen!

AA

Pernille Møgelvang Dohn (40) sprudler af glæde og overskud. Men sådan har det ikke altid været. For angsten har fulgt Pernille, siden hun var 10. Men i dag har hun lært at håndtere sin faste følgesvend. Det betyder også, at hun har turdet smide sin medicin

Ingen talte om det svære
I Pernilles familie var der stor berøringsangst omkring følelser, så da hun er 10-11 år gammel, og familien rammes af flere traumatiske hændelser, bliver der ikke sat ord på det skete. Det er her, hendes første angstanfald viser sig.   

»Da min højtelskede morfar døde, fik jeg fx at vide, at kræft var bare noget, man døde af! Holdningen til svære ting var, at sket var sket, og så snakkede vi ikke mere om det! Mine anfald kom på alle tider af døgnet og ramte hele paletten af paniksymptomer. Jeg havde fx en trykkende fornemmelse omkring brystet, voldsom hjertebanken, kuldegysninger, pludselige svedeture, vejrtrækningsproblemer, svimmelhed og kvalme og en dødsangst i en grad, der føltes invaliderende. Selv helt små ting som en stikken i hovedet, almindelig hovedpine eller mavekneb var nok til at udløse anfald og frygt for, at jeg selv var blevet ramt af kræft.«

Angsten præger efterhånden alt
Angsten fortsætter i teenageårene, hvor en sang i radioen kan være nok til at trigge den lurende angst. Men først da Pernille er cirka 16, forstår hun, at noget er helt galt. Det sker, da nyheden om at forsangeren i Queen, Freddie Mercury, er død af AIDS – noget der får hendes kræftfrygt til at ændre sig til en voldsom angst for at være smittet med AIDS – også selv om hun har været uden risiko for at få sygdommen.

Efterhånden præger angsten alt omkring hende. Selvværdet rammes hårdt, og hun føler ikke, at hun duer til noget. Hun stoler ikke på folk, som lægger afstand til hende, og i skolen bliver hun mobbet. Kæresterne bliver det ikke rigtig til noget med, og på jobbet føler hun sig utilpas.

Vendepunktet
Da hun er i midten af 20’erne bliver hun diagnosticeret med angst og får tilbudt samtaler med sin læge. Men angsten fortsætter ufortrødent, og da hun er i starten af 30’erne, begynder hun at tage angstdæmpende medicin. Efter et par år på medicin starter hun hos en psykolog, hvor de sammen arbejder på at finde roden til angsten. Alligevel er det, som om den ikke helt vil slippe taget. Så der går yderligere et par år, før det egentlige vendepunkt kommer – et forløb på kurset LÆR AT TACKLE angst og depression, der også kickstartede udtrapning af mange års medicinsk behandling mod angst.

»Det her kursus hjalp mig, for det er værre at gå alene med tingene end at indrømme, at man har angst eller depression. På kurset får man øjnene op for, at der ikke er grund til at være flov. Første gang du sætter ord på, er det virkelig svært, for du forestiller dig, at andre vil se ned på dig. Men jeg har kun mødt anerkendelse og positive kommentarer for hver Facebook-opdatering om min angst og depression. Facebook blev nemlig MIT talerør, for det var nemmere at fortælle det dér end at se folk i øjnene. Men det kan jeg nu.«

Underviserne er ligesom en selv
Underviserne på LÆR AT TACKLE er frivillige, der selv har haft angst eller depression inde på livet. Det giver deltagerne en følelse af forståelse og ligeværd.

»Det var også vigtigt, at underviserne var nogen, der havde mærket det på egen krop. Det betød, at jeg havde lettere ved at tage redskaberne til mig – for jeg kunne jo se, at det virkede på DEM. Jeg har nogle gange siddet med læger og psykologer og tænkt:Ja det kan du sgu sagtens sige. Du ved sgu ikke, hvordan det er at ha’ det sådan her.« 

Store forsamlinger og lange TO-DO-lister
Noget, der kan trigge Pernilles angst, er store forsamlinger på nye steder. Så da hun skulle til pokalfinale i Parken med sin søn og 40.000 fremmede tilskuere, tog hun et af kursets værktøjer – nemlig handleplanen – til hjælp. Planen hjalp hende med at få overblik over, hvor hun skulle sidde i Parken, samt hvor hun kunne trække sig væk og få hjælp, hvis hun fik det dårligt. AGF tabte, men Pernille vandt – for hun fik hele kampen med!

Et andet eksempel er lange TO DO-lister, der tidligere tog modet fra Pernille. Men ved hjælp af en problemløsning kom hun frem til, at dagen i stedet skal startes med et blankt stykke papir, hvor hun noterer, hvad hun får lavet. Det er noget, som booster selvtilliden at se listen med udførte ting vokse.

Sommerfugle i maven
Pernille lægger ikke skjul på, at hun er gået glip af mange ting på grund af angsten. Men i dag har hun et godt liv. Desuden er hun – efter 8 år på medicin – helt medicinfri og nyder for første gang i mange år at kunne mærke sommerfugle i maven.  

»I forsommeren, hvor jeg havde været medicinfri i to måneder, gik jeg og glædede mig til et stort arrangement. Og for første gang i mange år kunne jeg mærke sommerfugle i maven. Jeg kunne mærke livet! Det er LÆR AT TACKLE, der har givet mig så meget, at jeg har turdet smide medicinen. Fordi jeg har fået de her værktøjer. Når jeg er i tvivl, graver jeg mig ikke ned i angsten. I stedet finder jeg beslutningsmodellen frem og bruger den. Fx skal jeg snart sige ja til en invitation. Hvad er fordele og ulemper? Og så mærker jeg efter i maven: Er det det her, jeg har lyst til? Hvad siger MIN mavefornemmelse? Jeg har sagt ja og nej til mange ting på denne gode måde, og jeg husker mig selv på, at når jeg siger nej til andre, så siger jeg ja til mig selv. Det kan godt lykkes at komme ud på den anden side.«

Vil du gerne selv på kursus? Så skal du kontakte din kommune.
Find kontaktoplysninger HER